MUSIKERPORTRÆT: Ikke den lige vej gennem musikkens verden

Det var nok et hjem med klaver, men interessen for musikken har været alt andet end ordinær for Henrik Jespersen. Barndommens musikinteresse, seminarium, lærerjob, konservatorium, lærerjob – og så ellers musik i uendelig mange afskygninger og former rundt i hele verden. Improvisationsmusiker og lydmaler. Jespersen har mange facetter.

Øverst i Høegh Guldbergsgade – og med udsigt til smukke efterårstræer både i gården og i Vennelystparken – bor Henrik Jespersen. Hans lejlighed er en hule med instrumenter, hygge og personlige rariteter samlet gennem et 78-årigt og meget engageret liv, hvor det at skabe har været helt centralt.

Henrik Jespersen med sin uundværlige Ewi 4000. En blæser og en synthesizer  i ét. Den er fantastisk, når man bor i en ældre lejlighed og vil spille i de stille timer uden at forstyrre sine naboer.

Der er meget andet end musik

Hvor skal man starte fortællingen om, hvem Henrik Jespersen er. Han er selv i tvivl, men går med til at starte fra en ende af: Født i en lægefamilie i Rudkøbing på Langeland. Hans far spillede i bedste Matadorstil i en klassisk duo sammen med en anden af byens lærde. Et godt sted for den lille dreng var at gemme sig under bordet i stuen – og så bare lytte. Han blev derfor selvfølgelig sat til at spille klaver, da han blev lidt større. Klaverlæreren var en nobel dame fra Hovedstaden, der fast under sine ture rundt i landet kom forbi Langeland. Det var det ordinære klassiske terperi, der ikke helt fangede drengen.
– Det var ikke lige mig. Jeg øvede mig ikke nok mellem de ugentlige besøg. Men når resten af familien tog ud for at kigge på naturen, undslog jeg mig, og sad så og hyggede mig for mig selv alene ved klaveret.
Spejderliv i naturen – og boldspil med store og små bolde var mere levende og fangede Henrik Jespersen interesse. Da ”Basunen” kommer forbi i forbindelse med dette interview var det en udenlandsk tenniskamp, der var på skærmen.
– Ja, det interesserer mig stadig, som det også gjorde dengang. Jeg var ikke så dårligt til det, husker Henrik. – Jeg var fascineret af bevægelsen og balancen i sporten, som jeg så også fandt senere i musikken.
Men det blev ikke sporten eller musikken, der i 1957 drev ham til Aarhus. Som spejder og tropsfører havde han stået i spidsen for unge, så på familiens råd blev det seminariet og en kommende lærergerning, der skulle dyrkes.

Improvisation for sjov

– Jeg tænkte ikke specielt på musik, mere på sport. Men på Marselisborg Seminarium havde jeg en musiklærer, der samtidig studerede på musikkonservatoriet. Jeg blev inddraget som lærerens elev og kom på den måde med på musikkonservatoriet og fik undervisning af selveste Emil Telmanyi. Dengang lå konservatoriet i små lokaler i Fredensgade. Det var før det flyttede op ved Viborgvej, forklarer Henrik Jespersen.
Han blev færdig på seminariet og begyndte som lærer på Møllevangskolen. Den havde som nabo det nye musikkonservatorium, og så var det jo fristende lige at gøre lidt mere ved klaveret, blokfløjten og klarinetten.
– Jeg fik mulighed for at gå ned på halv tid – og kunne så begynde på musikkonservatoriet. Der var igen meget nodelærer. Det var stilen. Men når vores lærer på kom for sent – eller ikke var til stede, så var vi en trio, der lavede vores egen leg. Den første satte en tone an – den anden føjede en til og den tredje tog så en tredje tone – så skiftede den første – og så fremdeles. På den måde mærkede jeg for første gang improvisationens kunst i al sin enkelthed, lyder det mildt og undskyldende fra Henrik Jespersen.

Efter ti år med lærergerningen på Møllevangskolen og Virring Skole kom der et personligt skift: skilsmisse og skoleskifte. Den nye bolig blev første etage over et kollektiv i Åbyhøj. På samme adresse – i kollektivet – boede to af hans gamle musikelever, der netop var blevet færdige på Møllevangskolen. Det var Lars Hannibal og Lars Ole Gotfredsen, som jo senere har slået deres navne fast som henholdsvis kendt guitarist og bassist.

Sfærisk sammenspil

Et andet vigtigt skridt for Henrik Jespersen var næste skoleskifte. Nu kom arbejdspladsen til at være Århus Friskole i Stavtrup. En skole med en stærk rytmisk musikprofil og med kendte musikere som Leif Falk og Ed Jones blandt lærerkræfterne. Her fik Henrik endnu mere luft til i skolesammenhæng at dyrke en friere musik. 25 år minus et friår blev det til som primært skolelærer.
Nok en frisætning af Henrik Jespersens musik var mødet med hollandsk-fødte Ko de Regt, som han ved lidt af et tilfælde mødte i 1980. Også han var konservatorieuddannet og havde som Henrik lyst til at spille en friere musik.
Mens Henrik Jespersen efterhånden var gået over til kun at spille på forskellige akustiske og elektroniske blæseinstrumenter, så fik deres fælles musik en hel anden form og lyd, når Ko de Regt spillede på sin obukano – en basslyre fra Kenyea.
Vigtigst for Henrik var dog det, at de i deres duo spillede sammen uden at noget som helst på forhånd var aftalt dem imellem – kun pulsen var vigtig. De lyttede til hinanden – og byggede videre på hinandens tonebilleder.
Henrik Jespersen bliver stille, tænksom og taknemmelig, når der tales om deres samarbejde i ”Duo Resonante”, der holdt lige til Ko de Regts død for ni år siden.
Hvad er det for en musik: improvisationsmusik?
– Jah, ”unclassified music” er der nogen, der kalder det – eller ”instant composing”, andre omtaler musikken som ”høringer”, hvilket jeg synes er meget interessant, svarer Henrik.

Uden afstand

I de samme 90’ere og hen omkring årtusindskiftet kom Henrik Jespersen også med i en række lokale events og arrangementer, hvor der indgik musik. Det var i Ridehuset og på Huset. En tid som Henrik husker som meget spændende. Og det åbnede op for nye og anderledes forbindelser, hvor han alene eller sammen med Ko de Regt blev inviteret ud til festivaler rundt om i Verden. Her kom han endnu tættere på publikum og lærte at spille på gaden – uden afstand og ramme.
– Man er næsten nøgen, når man står der, og publikum kommer tæt op til en. Man afbryder måske deres tanker, får dem til at standse op. En fantastisk kontakt. Vi fandt oftest tomme pladser med ro, så kom kun de folk, der blev tiltrukket af musikken. Gågader hold vi os fra. Når vi så holdt en pause, kom der måske en tilskuer helt op til os for at snakke om musikken eller livet. En sagde engang: ”Jamen det der i spiller, det er jo MUSIK!”
Indbydelserne til at komme rundt bringer ham stadig ofte ud. Kendskabet til ham går fra mund til mund – og bliver til indbydelser fra Italien til Brasilien. Senest er det sidste sommer blevet til Berlin og Polen. I Polen er det blevet til flere omgange ved BuskerBus festivalerne. Til næste sommer går turen til Estland med koncerter og workshops.
Blandt Henriks favoritsteder er Mexico, hvor han har en række gode musikvenner. Her har han også mødt en musikforståelse eller lyst lig hans egen.

Koreansk bjergskråning

Et tilfældigt møde med en koreansk pianist Mr. Lim Dong Chang i ungdomsforeningen Pappagallo førte til en officiel invitation om at komme til Sydkorea og deltage i et meget fint arrangement med de bedste koreanske sangere og musikere. En Ødipus-forestilling fremført ude i det fri i et fantastisk bjerglandskab.
– Det var en hel anden verden, fastslår Henrik og bevæger sig så tilbage til lokale oplevelser i Aarhus. Her har Henrik Jespersen været involveret som musiker i flere af byens store alternative danseforestillinger, hvoraf en enkelt har været opført på Det kongelige Teater. Til dans skal der ikke spilles frit, men nøje i forhold til den indstuderede dans og dansernes bevægelse.
Den trods alt ikke helt unge musiker har for nylig også været blandet ind i byens unge kunstkredse som Badun og Snöleoparden.
I denne opremsning er der ikke blevet plads til omtale af samspil med navne som danske Pierre Dørge og den vilde tysk asic-jazzmand Peter Brötzmann. Henrik Jespersens virke er mangesidigt.

Maler med lyde

Og hvor står Henrik Jespersens musikalske hjerte så i dag? Han smiler sagte og tager cd’en ”Silent Flute” frem, som fortæller om hans sound – lige nu, når han er alene med sin musik.
– Reallyd. Lyden af en bæk, lyden af en kirkeklokke, lyden af Mexico, maskinlyde. Jeg optager lyden og tager den med her hjem og lægger den ind i min computer, dublere den måske, transformer og former den, så den bliver til ny lyd, en ny klang, som jeg så spiller ovenpå med mine akustiske og elektroniske instrumenter. Jeg er ”lydmaler” – maler med lyde. Lydene er mine farver, instrumenterne mine pensler, som så tilsammen danner billeder, historier og fortællinger, hvor der – som jeg siger – altid er plads til en til. Nemlig dig, lytteren, med dine følelser og fantasier. Jeg er inspireret af det spirituelle univers. Jeg elsker at lytte og være til stede. Dyrke øjeblikket. Det er min stil, siger Henrik Jespersen med et næsten undskyldende smil.

Tekst og foto: Jørn Gade

Henrik Jespersen i sit eget lille musikstudio, hvor reallyde og toner fra mange instrumenter flyder sammen.

 

SKREVET TIL OG BRAGT I DANSK MUSIKERFORBUNDS BLAD BASUNEN, DECEMBER 2017