FOR SENT!

Den 2. december 2016 skrev jeg nedenstående på den lukkede Facebook-gruppe “For alle som er opvokset i Ebeltoft”. Det er en historie om en person, der arbejdede på Ebeltoft Trustrup Jernbane. Privatbanen, der fyldte meget for mig i min barn- og ungdom, blev nedlagt i 1968 – altså for snart 50 år siden.

Ofte, når jeg er kørt igennem Rønde, har jeg tænkt på at finde adressen på Egon Slot og tage ind og besøge ham. I sidste uge tænkte jeg, at nu skulle det være: Jeg slog hans navn op på Google for at finde hans adresse, men fandt ikke bare adressen på Krak. Jeg så også en dødsannonce for Egon Slot. Han var død den 20. september i år, 85 år gammel.

Egon Slot var noget særligt for mig i min barndom og tidlige ungdom.
Han var kommet til Ebeltoft-banen først i 60’erne, tror jeg. Han var mekaniker og fra Ålsø-egnen. Blev ansat som mekaniker og smed på værkstedet, men gjorde nytte både som togfører, rutebilchauffør og hvor der ellers manglede en hånd. Han kunne lidt af det hele. Altid venlig og omgænglig.
Han var meget høj, ranglet – og med stritører. Han var i mange år ungkarl – og havde måske derfor altid tid til at hjælpe.

 

VÆRKSTEDET

For mig, den der store knægt med interesse for mekanik, var han venligheden selv. Når jeg efter skoletid lige kom forbi værkstedet og fandt Slot eller hans kollega Severinsen kunne jeg høre nyt. Se dem arbejde ved drejebænken, i gang med at skille en motor ad eller et eller andet. Måske skulle en af de gamle motorvogne have skiftet hjul – og så skulle der fire personer til at dreje de fire gamle donkrafte – en i hvert hjørne af motorvognen. Udover Slot og Severinsen var der lederen af værkstedet Friis – og så kunne mine drengede arme også bruges.
Der var en fin og sober stemning – og hvor der på andre af byens arbejdspladser måske blev drukket, så var det ikke tilfældet på banens værksted.
Severinsen var radioamatør om en hals – og når tiden faldt sådan, at der ikke var travlt, så tegnede han med hvidt kridt på det oliesorte cementguld. Han forklarede mig om, hvordan man bygge en krystalmodtager, om strøm og kabler og meget andet. Tja, hvad blev der af Severinsen, der boede ude i Ebeltoft Skovgårde?

Den ranglede Egon Slot (t.v.) sammen med Laurits Chrstensen i Trustrup. Sammen havde de kørt middagstoget fra Ebeltoft til Trustrup. Den ene del kørte straks retur til Ebeltoft, mens den anden fortsatte mod Grenaa (1968).

STYRE OG SKIFTE SPOR

Lykken var, når Egon Slot skulle køre en motorvogn op og gøre den klar ved perronen – eller på spor 2 ved siden af. Så kunne jeg få lov at styre. Det var let nok i og med at de to mest brugte motorvogne (M2 og M5, begge årgang 1932) var udstyret med et meget simpelt automatgear. Måske skulle det lige vendes på drejeskiven. Det skete med håndkraft.
Hvis jeg ikke styrede – altså satte i gear, gav gas – og bremsede op, skulle jeg måske bare skifte sporet, når det kørte frem fra remisen forbi nedgangen til badebroen og Kærlighedsstien – og så bagud til stationen.
Vel kunne det have været farligt, men det tænkte man ikke på. Den eneste skade var mit tøj der fik olie og rustpletter. Rågummiet under de fodformede var heller ikke glad for olien, men det satte ingen pletter på en hel fantastisk tid for en nørdet dreng.

Min far, Egin Gade, klar til at give afgang med sit “spejlæg”. Bent Jacobsen er med som togfører.

GODSTOGET

Måske var det også Egon Slot, som skulle køre godstoget, så i ferier og på fridage stod jeg gerne lidt tidligere op og tog med godstoget fra Ebeltoft lidt i syv om morgenen.
Trækkræften var M4, et dieselelektrisk lokomotiv årgang 1935 / ombygget 1952. Her stod man foran sammen – og hørte larmen fra de to dieselmotorer midt i lokomotivet. Sloth havde i forvejen fortalt alt om, hvordan motorerne drev generatoren, der igen gav strømmen videre til banemotorerne direkte på akslerne. Sloth kunne få systemet til at slå nogle voldsomme gnister og knald. Så grinte han tørt. Ellers var der ingen højlydt pjat.
Der var nok et par vogne med fra Ebeltoft: en (tom) ølvogn eller to, en vogn med stykgods, måske en med fisk – og så måske nogle tomme fladvogne, som havde bragt svensk tømmer til Lynge-Nielsens tømmerhandel. En gang i mellem var der en også åben godsvogn med under-huder fra Garveriet. Det var nogle slimede grå stykker restskind som vistnok gik til Treton-fabrikkerne i Helsingborg. Hvordan de senere indgik i produktionen af gummistøvler, fandt jeg aldrig ud af.

En række tunge vogne med sten er ved at blive koblet på og trukket op på Balle Station.

På vejen nordpå fra Ebeltoft var der sjældent ret meget ud over lidt stykgods måske i Hyllested. Så kom vi til Ny Balle – og så var der flere åbne godsvogne med skærver og brændt kalk, som skulle videre ud i landet. Det skæppede i banens økonomi at køre dem de få kilometer videre til DSB i Trustrup. Men det var også her, at der var den største stigning på banen. Så når der blev sat i gang i Balle, skulle de have fuld kraft på inden toget kom til trinbrættet ved Attrup Kær. Så gik det der ud af – eller rettere der op ad. På et givet tidspunkt tændte en rød lampe – og signalerede at om få minutter ville motorerne sætte ud. Man skulle da helst være kommen til en særlig telefonmast. Lykkedes det kom man ovenud. Hvis ikke, skulle man liste tilbage til Balle og koble et par vogne af. Det var ikke så godt for vognene skulle jo videre med DSB til tiden.
Farten gik ned og ned, hjulene på M4 snurrede rundt – så derfor skulle man måske på et tidspunkt ned fra lokomotivet. Farten var endnu mere end almindelig gå-tempo, så det var ikke helt let at komme ned og ikke falde ud i grøften – og så med en skovl kaste grus op på skinnerne. Så godt som oppe gik det igen stærkere – og man kastede skovlen op og kravlede med bævende hjerte op af de lodrette trin på lokomotivet. Hvis man ikke nåede det, måtte man gå de sidste 1½-2 kilometer til Trustrup Station. Det var spændende – og i virkeligheden dødsenfarlig for såvel personale som for en halvstor dreng.

Tænk at være med den dag M4 diesellokomotivet ryger af sporet i Trustrup. Det var en DSB-mand, der skiftede sporet under lokomotivet. En særlig kranvogn blev rekvireret fra Aarhus.

DYRET SKAL DØ

En af de mineværdige ture var med Egon Slot som ekstramand på godstoget og hvor lokomotivføreren var den gamle Niels Møller. Efter trinbrættet ved Stubbe (der hvor Ree Park nu er) stod en ko midt på sporet. Niels Møller bremsede så hjulene slog gnister. Toget stod stille, netop som koen blev rørt af lokomotivet. Resolut tog Niels Møller den store slagterkniv, som var ved i førerhuset. Regulativet sagde, at påkørte man et dyr, skulle personalet slå det ihjel! Så ud af lokomotivet sprang Niels Møller – og for efter den uskadte men dybt forskrækkede ko. Op af stigningen mod Gravlev station. Det var et syn for guder. Ved ikke om Niels Møller jagtede dyret en kilometer eller mere. Slukøret vendte han tilbage til godstoget. Der blev grint, så det gjorde ondt.

Egon Slot reparer en utæt bremseslange ved skinnebusserne, mens værkmester Niels Friis ser til.

Efter banen nedlæggelse kom Egon Slot til DSBs rutebilværksteder – og han, der var inkarneret ungkarl blev gift. Men jeg mistede forbindelsen med ham.

Det blev til en lang række enestående oplevelser for mig sammen med Egon Slot.

Et par uger før banen lukkede i april 1968, kom Slot med en gave til mig: Overdelen af et stempel til en skinnebusmotor havde han drejet til et askebæger. Det skulle jeg ha’ – og jeg har det stadig som et minde.

Men jeg havde glemt det, indtil jeg så dødsannoncen.
Og ak, jeg nåede ikke at sige rigtig tak.

 

Min barndoms yndlings-motorvogn M2

Førerpladsen ved M2.

 

 

 

 

 

 

 

Askebægeret som Egon Slot lavede til mig af et stempel til en skinnebus.