Blog

MUSIKERPORTRÆT: Ikke den lige vej gennem musikkens verden

Det var nok et hjem med klaver, men interessen for musikken har været alt andet end ordinær for Henrik Jespersen. Barndommens musikinteresse, seminarium, lærerjob, konservatorium, lærerjob – og så ellers musik i uendelig mange afskygninger og former rundt i hele verden. Improvisationsmusiker og lydmaler. Jespersen har mange facetter.

Øverst i Høegh Guldbergsgade – og med udsigt til smukke efterårstræer både i gården og i Vennelystparken – bor Henrik Jespersen. Hans lejlighed er en hule med instrumenter, hygge og personlige rariteter samlet gennem et 78-årigt og meget engageret liv, hvor det at skabe har været helt centralt.

Henrik Jespersen med sin uundværlige Ewi 4000. En blæser og en synthesizer  i ét. Den er fantastisk, når man bor i en ældre lejlighed og vil spille i de stille timer uden at forstyrre sine naboer.

Der er meget andet end musik

Hvor skal man starte fortællingen om, hvem Henrik Jespersen er. Han er selv i tvivl, men går med til at starte fra en ende af: Født i en lægefamilie i Rudkøbing på Langeland. Hans far spillede i bedste Matadorstil i en klassisk duo sammen med en anden af byens lærde. Et godt sted for den lille dreng var at gemme sig under bordet i stuen – og så bare lytte. Han blev derfor selvfølgelig sat til at spille klaver, da han blev lidt større. Klaverlæreren var en nobel dame fra Hovedstaden, der fast under sine ture rundt i landet kom forbi Langeland. Det var det ordinære klassiske terperi, der ikke helt fangede drengen.
– Det var ikke lige mig. Jeg øvede mig ikke nok mellem de ugentlige besøg. Men når resten af familien tog ud for at kigge på naturen, undslog jeg mig, og sad så og hyggede mig for mig selv alene ved klaveret.
Spejderliv i naturen – og boldspil med store og små bolde var mere levende og fangede Henrik Jespersen interesse. Da ”Basunen” kommer forbi i forbindelse med dette interview var det en udenlandsk tenniskamp, der var på skærmen.
– Ja, det interesserer mig stadig, som det også gjorde dengang. Jeg var ikke så dårligt til det, husker Henrik. – Jeg var fascineret af bevægelsen og balancen i sporten, som jeg så også fandt senere i musikken.
Men det blev ikke sporten eller musikken, der i 1957 drev ham til Aarhus. Som spejder og tropsfører havde han stået i spidsen for unge, så på familiens råd blev det seminariet og en kommende lærergerning, der skulle dyrkes.

Improvisation for sjov

– Jeg tænkte ikke specielt på musik, mere på sport. Men på Marselisborg Seminarium havde jeg en musiklærer, der samtidig studerede på musikkonservatoriet. Jeg blev inddraget som lærerens elev og kom på den måde med på musikkonservatoriet og fik undervisning af selveste Emil Telmanyi. Dengang lå konservatoriet i små lokaler i Fredensgade. Det var før det flyttede op ved Viborgvej, forklarer Henrik Jespersen.
Han blev færdig på seminariet og begyndte som lærer på Møllevangskolen. Den havde som nabo det nye musikkonservatorium, og så var det jo fristende lige at gøre lidt mere ved klaveret, blokfløjten og klarinetten.
– Jeg fik mulighed for at gå ned på halv tid – og kunne så begynde på musikkonservatoriet. Der var igen meget nodelærer. Det var stilen. Men når vores lærer på kom for sent – eller ikke var til stede, så var vi en trio, der lavede vores egen leg. Den første satte en tone an – den anden føjede en til og den tredje tog så en tredje tone – så skiftede den første – og så fremdeles. På den måde mærkede jeg for første gang improvisationens kunst i al sin enkelthed, lyder det mildt og undskyldende fra Henrik Jespersen.

Efter ti år med lærergerningen på Møllevangskolen og Virring Skole kom der et personligt skift: skilsmisse og skoleskifte. Den nye bolig blev første etage over et kollektiv i Åbyhøj. På samme adresse – i kollektivet – boede to af hans gamle musikelever, der netop var blevet færdige på Møllevangskolen. Det var Lars Hannibal og Lars Ole Gotfredsen, som jo senere har slået deres navne fast som henholdsvis kendt guitarist og bassist.

Sfærisk sammenspil

Et andet vigtigt skridt for Henrik Jespersen var næste skoleskifte. Nu kom arbejdspladsen til at være Århus Friskole i Stavtrup. En skole med en stærk rytmisk musikprofil og med kendte musikere som Leif Falk og Ed Jones blandt lærerkræfterne. Her fik Henrik endnu mere luft til i skolesammenhæng at dyrke en friere musik. 25 år minus et friår blev det til som primært skolelærer.
Nok en frisætning af Henrik Jespersens musik var mødet med hollandsk-fødte Ko de Regt, som han ved lidt af et tilfælde mødte i 1980. Også han var konservatorieuddannet og havde som Henrik lyst til at spille en friere musik.
Mens Henrik Jespersen efterhånden var gået over til kun at spille på forskellige akustiske og elektroniske blæseinstrumenter, så fik deres fælles musik en hel anden form og lyd, når Ko de Regt spillede på sin obukano – en basslyre fra Kenyea.
Vigtigst for Henrik var dog det, at de i deres duo spillede sammen uden at noget som helst på forhånd var aftalt dem imellem – kun pulsen var vigtig. De lyttede til hinanden – og byggede videre på hinandens tonebilleder.
Henrik Jespersen bliver stille, tænksom og taknemmelig, når der tales om deres samarbejde i ”Duo Resonante”, der holdt lige til Ko de Regts død for ni år siden.
Hvad er det for en musik: improvisationsmusik?
– Jah, ”unclassified music” er der nogen, der kalder det – eller ”instant composing”, andre omtaler musikken som ”høringer”, hvilket jeg synes er meget interessant, svarer Henrik.

Uden afstand

I de samme 90’ere og hen omkring årtusindskiftet kom Henrik Jespersen også med i en række lokale events og arrangementer, hvor der indgik musik. Det var i Ridehuset og på Huset. En tid som Henrik husker som meget spændende. Og det åbnede op for nye og anderledes forbindelser, hvor han alene eller sammen med Ko de Regt blev inviteret ud til festivaler rundt om i Verden. Her kom han endnu tættere på publikum og lærte at spille på gaden – uden afstand og ramme.
– Man er næsten nøgen, når man står der, og publikum kommer tæt op til en. Man afbryder måske deres tanker, får dem til at standse op. En fantastisk kontakt. Vi fandt oftest tomme pladser med ro, så kom kun de folk, der blev tiltrukket af musikken. Gågader hold vi os fra. Når vi så holdt en pause, kom der måske en tilskuer helt op til os for at snakke om musikken eller livet. En sagde engang: ”Jamen det der i spiller, det er jo MUSIK!”
Indbydelserne til at komme rundt bringer ham stadig ofte ud. Kendskabet til ham går fra mund til mund – og bliver til indbydelser fra Italien til Brasilien. Senest er det sidste sommer blevet til Berlin og Polen. I Polen er det blevet til flere omgange ved BuskerBus festivalerne. Til næste sommer går turen til Estland med koncerter og workshops.
Blandt Henriks favoritsteder er Mexico, hvor han har en række gode musikvenner. Her har han også mødt en musikforståelse eller lyst lig hans egen.

Koreansk bjergskråning

Et tilfældigt møde med en koreansk pianist Mr. Lim Dong Chang i ungdomsforeningen Pappagallo førte til en officiel invitation om at komme til Sydkorea og deltage i et meget fint arrangement med de bedste koreanske sangere og musikere. En Ødipus-forestilling fremført ude i det fri i et fantastisk bjerglandskab.
– Det var en hel anden verden, fastslår Henrik og bevæger sig så tilbage til lokale oplevelser i Aarhus. Her har Henrik Jespersen været involveret som musiker i flere af byens store alternative danseforestillinger, hvoraf en enkelt har været opført på Det kongelige Teater. Til dans skal der ikke spilles frit, men nøje i forhold til den indstuderede dans og dansernes bevægelse.
Den trods alt ikke helt unge musiker har for nylig også været blandet ind i byens unge kunstkredse som Badun og Snöleoparden.
I denne opremsning er der ikke blevet plads til omtale af samspil med navne som danske Pierre Dørge og den vilde tysk asic-jazzmand Peter Brötzmann. Henrik Jespersens virke er mangesidigt.

Maler med lyde

Og hvor står Henrik Jespersens musikalske hjerte så i dag? Han smiler sagte og tager cd’en ”Silent Flute” frem, som fortæller om hans sound – lige nu, når han er alene med sin musik.
– Reallyd. Lyden af en bæk, lyden af en kirkeklokke, lyden af Mexico, maskinlyde. Jeg optager lyden og tager den med her hjem og lægger den ind i min computer, dublere den måske, transformer og former den, så den bliver til ny lyd, en ny klang, som jeg så spiller ovenpå med mine akustiske og elektroniske instrumenter. Jeg er ”lydmaler” – maler med lyde. Lydene er mine farver, instrumenterne mine pensler, som så tilsammen danner billeder, historier og fortællinger, hvor der – som jeg siger – altid er plads til en til. Nemlig dig, lytteren, med dine følelser og fantasier. Jeg er inspireret af det spirituelle univers. Jeg elsker at lytte og være til stede. Dyrke øjeblikket. Det er min stil, siger Henrik Jespersen med et næsten undskyldende smil.

Tekst og foto: Jørn Gade

Henrik Jespersen i sit eget lille musikstudio, hvor reallyde og toner fra mange instrumenter flyder sammen.

 

SKREVET TIL OG BRAGT I DANSK MUSIKERFORBUNDS BLAD BASUNEN, DECEMBER 2017

FOR SENT!

Den 2. december 2016 skrev jeg nedenstående på den lukkede Facebook-gruppe “For alle som er opvokset i Ebeltoft”. Det er en historie om en person, der arbejdede på Ebeltoft Trustrup Jernbane. Privatbanen, der fyldte meget for mig i min barn- og ungdom, blev nedlagt i 1968 – altså for snart 50 år siden.

Ofte, når jeg er kørt igennem Rønde, har jeg tænkt på at finde adressen på Egon Slot og tage ind og besøge ham. I sidste uge tænkte jeg, at nu skulle det være: Jeg slog hans navn op på Google for at finde hans adresse, men fandt ikke bare adressen på Krak. Jeg så også en dødsannonce for Egon Slot. Han var død den 20. september i år, 85 år gammel.

Egon Slot var noget særligt for mig i min barndom og tidlige ungdom.
Han var kommet til Ebeltoft-banen først i 60’erne, tror jeg. Han var mekaniker og fra Ålsø-egnen. Blev ansat som mekaniker og smed på værkstedet, men gjorde nytte både som togfører, rutebilchauffør og hvor der ellers manglede en hånd. Han kunne lidt af det hele. Altid venlig og omgænglig.
Han var meget høj, ranglet – og med stritører. Han var i mange år ungkarl – og havde måske derfor altid tid til at hjælpe.

 

VÆRKSTEDET

For mig, den der store knægt med interesse for mekanik, var han venligheden selv. Når jeg efter skoletid lige kom forbi værkstedet og fandt Slot eller hans kollega Severinsen kunne jeg høre nyt. Se dem arbejde ved drejebænken, i gang med at skille en motor ad eller et eller andet. Måske skulle en af de gamle motorvogne have skiftet hjul – og så skulle der fire personer til at dreje de fire gamle donkrafte – en i hvert hjørne af motorvognen. Udover Slot og Severinsen var der lederen af værkstedet Friis – og så kunne mine drengede arme også bruges.
Der var en fin og sober stemning – og hvor der på andre af byens arbejdspladser måske blev drukket, så var det ikke tilfældet på banens værksted.
Severinsen var radioamatør om en hals – og når tiden faldt sådan, at der ikke var travlt, så tegnede han med hvidt kridt på det oliesorte cementguld. Han forklarede mig om, hvordan man bygge en krystalmodtager, om strøm og kabler og meget andet. Tja, hvad blev der af Severinsen, der boede ude i Ebeltoft Skovgårde?

Den ranglede Egon Slot (t.v.) sammen med Laurits Chrstensen i Trustrup. Sammen havde de kørt middagstoget fra Ebeltoft til Trustrup. Den ene del kørte straks retur til Ebeltoft, mens den anden fortsatte mod Grenaa (1968).

STYRE OG SKIFTE SPOR

Lykken var, når Egon Slot skulle køre en motorvogn op og gøre den klar ved perronen – eller på spor 2 ved siden af. Så kunne jeg få lov at styre. Det var let nok i og med at de to mest brugte motorvogne (M2 og M5, begge årgang 1932) var udstyret med et meget simpelt automatgear. Måske skulle det lige vendes på drejeskiven. Det skete med håndkraft.
Hvis jeg ikke styrede – altså satte i gear, gav gas – og bremsede op, skulle jeg måske bare skifte sporet, når det kørte frem fra remisen forbi nedgangen til badebroen og Kærlighedsstien – og så bagud til stationen.
Vel kunne det have været farligt, men det tænkte man ikke på. Den eneste skade var mit tøj der fik olie og rustpletter. Rågummiet under de fodformede var heller ikke glad for olien, men det satte ingen pletter på en hel fantastisk tid for en nørdet dreng.

Min far, Egin Gade, klar til at give afgang med sit “spejlæg”. Bent Jacobsen er med som togfører.

GODSTOGET

Måske var det også Egon Slot, som skulle køre godstoget, så i ferier og på fridage stod jeg gerne lidt tidligere op og tog med godstoget fra Ebeltoft lidt i syv om morgenen.
Trækkræften var M4, et dieselelektrisk lokomotiv årgang 1935 / ombygget 1952. Her stod man foran sammen – og hørte larmen fra de to dieselmotorer midt i lokomotivet. Sloth havde i forvejen fortalt alt om, hvordan motorerne drev generatoren, der igen gav strømmen videre til banemotorerne direkte på akslerne. Sloth kunne få systemet til at slå nogle voldsomme gnister og knald. Så grinte han tørt. Ellers var der ingen højlydt pjat.
Der var nok et par vogne med fra Ebeltoft: en (tom) ølvogn eller to, en vogn med stykgods, måske en med fisk – og så måske nogle tomme fladvogne, som havde bragt svensk tømmer til Lynge-Nielsens tømmerhandel. En gang i mellem var der en også åben godsvogn med under-huder fra Garveriet. Det var nogle slimede grå stykker restskind som vistnok gik til Treton-fabrikkerne i Helsingborg. Hvordan de senere indgik i produktionen af gummistøvler, fandt jeg aldrig ud af.

En række tunge vogne med sten er ved at blive koblet på og trukket op på Balle Station.

På vejen nordpå fra Ebeltoft var der sjældent ret meget ud over lidt stykgods måske i Hyllested. Så kom vi til Ny Balle – og så var der flere åbne godsvogne med skærver og brændt kalk, som skulle videre ud i landet. Det skæppede i banens økonomi at køre dem de få kilometer videre til DSB i Trustrup. Men det var også her, at der var den største stigning på banen. Så når der blev sat i gang i Balle, skulle de have fuld kraft på inden toget kom til trinbrættet ved Attrup Kær. Så gik det der ud af – eller rettere der op ad. På et givet tidspunkt tændte en rød lampe – og signalerede at om få minutter ville motorerne sætte ud. Man skulle da helst være kommen til en særlig telefonmast. Lykkedes det kom man ovenud. Hvis ikke, skulle man liste tilbage til Balle og koble et par vogne af. Det var ikke så godt for vognene skulle jo videre med DSB til tiden.
Farten gik ned og ned, hjulene på M4 snurrede rundt – så derfor skulle man måske på et tidspunkt ned fra lokomotivet. Farten var endnu mere end almindelig gå-tempo, så det var ikke helt let at komme ned og ikke falde ud i grøften – og så med en skovl kaste grus op på skinnerne. Så godt som oppe gik det igen stærkere – og man kastede skovlen op og kravlede med bævende hjerte op af de lodrette trin på lokomotivet. Hvis man ikke nåede det, måtte man gå de sidste 1½-2 kilometer til Trustrup Station. Det var spændende – og i virkeligheden dødsenfarlig for såvel personale som for en halvstor dreng.

Tænk at være med den dag M4 diesellokomotivet ryger af sporet i Trustrup. Det var en DSB-mand, der skiftede sporet under lokomotivet. En særlig kranvogn blev rekvireret fra Aarhus.

DYRET SKAL DØ

En af de mineværdige ture var med Egon Slot som ekstramand på godstoget og hvor lokomotivføreren var den gamle Niels Møller. Efter trinbrættet ved Stubbe (der hvor Ree Park nu er) stod en ko midt på sporet. Niels Møller bremsede så hjulene slog gnister. Toget stod stille, netop som koen blev rørt af lokomotivet. Resolut tog Niels Møller den store slagterkniv, som var ved i førerhuset. Regulativet sagde, at påkørte man et dyr, skulle personalet slå det ihjel! Så ud af lokomotivet sprang Niels Møller – og for efter den uskadte men dybt forskrækkede ko. Op af stigningen mod Gravlev station. Det var et syn for guder. Ved ikke om Niels Møller jagtede dyret en kilometer eller mere. Slukøret vendte han tilbage til godstoget. Der blev grint, så det gjorde ondt.

Egon Slot reparer en utæt bremseslange ved skinnebusserne, mens værkmester Niels Friis ser til.

Efter banen nedlæggelse kom Egon Slot til DSBs rutebilværksteder – og han, der var inkarneret ungkarl blev gift. Men jeg mistede forbindelsen med ham.

Det blev til en lang række enestående oplevelser for mig sammen med Egon Slot.

Et par uger før banen lukkede i april 1968, kom Slot med en gave til mig: Overdelen af et stempel til en skinnebusmotor havde han drejet til et askebæger. Det skulle jeg ha’ – og jeg har det stadig som et minde.

Men jeg havde glemt det, indtil jeg så dødsannoncen.
Og ak, jeg nåede ikke at sige rigtig tak.

 

Min barndoms yndlings-motorvogn M2

Førerpladsen ved M2.

 

 

 

 

 

 

 

Askebægeret som Egon Slot lavede til mig af et stempel til en skinnebus.